Sneen falder - her står man op til hvide landskaber

Navnlig i Himmerland og Midtjylland står man op til snevejr og hvide landskaber lørdag morgen.

Sne paa bil.jpg
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Blot halvandet døgn efter årets hidtil varmeste dag er vintervejret med frost og sne vendt tilbage til dele af landet.

Selvom nattens nedbør mange steder er faldet som regn med temperaturer mellem 3 og 5 graders varme, så er også nogle steder, hvor temperarturer omkring frysepunktet har fået nedbøren til at gå over i sne og klæde landskabet i hvidt.

Sneen er faldet i frostvejr

Især i Himmerland og Kronjylland meldes der om snevejr, og i Hald mellem Randers og Hadsund har temperaturen i nat været nede på -0,3 grader.

Længere mod nordvest i Aars i Himmerland har man målt -0,2 grader imens sneen er faldet, og dermed har sneen fået lov til at blive liggende i de tidlige morgentimer. Flere steder i området ligger der antageligt et par centimeter sne.

Syd for en linje fra Thorsminde over Aarhus til Helsingør er nedbøren mest faldet som regn med temperaturer mellem 2 og 5 graders varme, men ud over i Jylland er der også meldinger om sne i luften i den nordligste del af Sjælland. Kort før kl. 06.00 var temperaturen nede på 0,3 grader i Gilleleje.

Skyldes lavtryk lige over Danmark

Regn- og snevejret skyldes et lavtryk, der bevæger sig tværs igennem landet her til morgen. Nord for lavtrykkets centrum er luften lidt koldere, hvorved nedbøren har kunnet falde som sne.

I dagens løb klarer det flot op med masser af solskin og med temperaturer på 4-7 grader skal man nyde sneen, så længe den ligger der her til morgen.

Det kan også sagtens sne i april

Selvom mange nok gerne snart ser foråret gøre et sikkert indtog, så er sne i marts slet ikke usædvanligt, og det kan også forekomme langt ind i april og sågar lokalt i begyndelsen af maj.

Så sent som i fjor ramte kraftige snebyger området omkring Lillebælt den 24. april med hele 15 cm sne, mens det sidste fnug i foråret 2016 faldt den 27. april.