Dommere bliver droppet efter flere brølere i slutspillet

Dommerne Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm er blevet sat af til kamp i weekenden efter en ny tvivlsom indsats i herrernes DM-slutspil.

Henrik Mortensen
Foto: arkivfoto

Én dommerduo har i særdeleshed været i fokus under herrernes håndboldslutspil.

Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm har lavet flere fejlkendelser på afgørende tidspunkter - senest i onsdagens kamp mellem Skjern og GOG - og det har dommerudvalget i Dansk Håndbold Forbund (DHF) nu taget konsekvensen af.

- Jeg har været til møde i løbet af formiddagen sammen med resten af dommerudvalget, hvor vi har besluttet, at de er taget af deres kamp på lørdag (Mors-Thy mod Ribe-Esbjerg, red.), siger formand for dommerudvalget, Ole Frydkjær, til TV 2 SPORT.

- Der har været kampe i det her slutspil, hvor de har været pressede, og kampen i går var ikke deres bedste. Vi har kunnet konstatere, at deres formkurve er faldet, hvilket er det, vi vurderer dommerne på, når vi skal påsætte dommerne til diverse kampe. Det er ligesom en træner, der også vil udtage sine spillere efter, hvem der er i bedst form. Det er også sådan, vi påsætter vores dommere til de forskellige kampe.

Formanden afviser ikke, at duoen kan komme til at dømme senere i slutspillet.

- Man skal aldrig sige aldrig. Jesper og Henrik er utroligt dygtige, og vi har fuld tillid til dem, men lige nu har vi valgt, at de får noget ro, og derfor dømmer de ikke på lørdag, siger Ole Frydkjær.

Erkender mange fejl

Fokus på dommerduoen startede i det omvendte opgør mellem Skjern og GOG. Her havde Skjern mulighed for at udligne i kampens sidste minut, men så blev der fejlagtigt dømt fejl på Kasper Søndergaard.

Præcis en uge senere, den 15. april, lagde Jesper Kirkholm sig fladt ned efter kampen mellem BSV og Mors-Thy. Udeholdets Nickolei Jensen lavede tydeligt en dobbeltdribling, da han med ti sekunder tilbage af opgøret sikrede en sejr på 25-24.

Og i går var den så gal igen. Dommerparret blev heftigt kritiseret af GOG-lejren efter kampen for en masse tvivlskendelser og for mange udvisninger, men med 30 sekunder tilbage af kampen fik fynboerne faktisk tilkendt et forkert straffekast, som kunne udligne kampen. Det blev brændt, så Skjern vandt med et enkelt mål.

Dommerduoen erkender nu, at det langt fra har været godt nok i slutspillet.

- Vi er ikke tilfredse. Vi er langt fra tilfredse. På vores niveau har vi lavet for mange fejl, og det er vi mega trætte af. Det er ikke ok, siger Henrik Mortensen til TV 2 SPORT.

- Vi er meget ærekære omkring vores job som dommere og vil gøre alt for at dømme rigtigt. Det er overhovedet ingen undskyldning, men når vi skal tage en vurdering, tager vi den lynhurtigt. Når vi så tager fejl, er vi megaærgerlige og trætte af det.