- Alle må foretage en anholdelse, men tjek lige reglerne først

Alle har ret til at foretage en civil anholdelse. Men der er klare regler for, hvordan det skal foregå, forklarer juraekspert.

indbrudstyv
Foto: Colourbox

Torsdag morgen anholdt en guldsmed i Skive en indbrudstyv på fersk gerning. Og det var faktisk helt efter bogen:

- Alle mennesker må foretage en anholdelse. Den vigtigste forskel er, at politiet kan anholde folk for en forbrydelse, der fandt sted for ti år siden. Det kan vi almindelige mennesker ikke. Vi kan kun anholde folk på fersk gerning. Altså hvis vi kommer hjem og finder en indbrudstyv i vores hjem eller på vej væk fra vores hus.

Sådan forklarer lektor i strafferet på Københavns Universitet Trine Baumbach begrebet ”civile anholdelser”, hvor almindelige mennesker anholder andre, som de mistænker for en forbrydelse.

- Reglerne for civile anholdelser er indført, fordi det vil være stødende for folk at opleve et indbrud i deres hjem, uden at have lov til at gribe ind. Den overordnede regel er den samme, der gælder for politiets anholdelser: At man kun må bruge den magtanvendelse, der er nødvendig eller ansvarlig, siger Trine Baumbach.

Kontakt straks politiet

Hovedreglerne, at man ikke må bruge mere magt end nødvendigt og at man straks tilkalder politiet og får overladt den anholdte i politiets varetægt.

- Reglerne om magtanvendelse betyder, at man ikke må bruge metoder, der er helt ude af proportioner med den forbrydelse, som man ønsker at forhindre. Man må ikke skyde efter en cykeltyv eller forsøge at køre ham over med en bil – og det gælder i øvrigt også for politiet. Men overværer man et overfald på gaden, så har man ret til at bruge den magt, der skal til for at forhindre overgrebet. Det er bare vigtigt at huske på, at magtanvendelsen ikke må udvikle sig til en hævn eller en straf. Hævner man sig, så er der ikke længere tale om lovligt nødværge, forklarer hun.

På samme måde gælder det, at man for eksempel ikke må visitere den anholdte – med mindre der er en tvingende grund til det. Ellers skal man vente og overlade visitationen til politiet.

- Man må for eksempel gerne fratage den anholdte en kniv eller en pistol. Det kan jo være nødvendigt at sikre sig mod en kniv. Men man skal ikke begynde at visitere folk og tage ting op af deres lommer, siger Trine Baumbach.

Husk tidspunktet

Den sidste ting, man skal huske, er at notere tidspunktet for den civile anholdelse. Man behøver ikke sige, ligesom politiet gør: ”Klokken er 16:48 og du er anholdt”, men man skal huske tidspunktet.

- Det skyldes reglerne om, at ingen må være anholdt i mere end 24 timer uden at blive stillet for en dommer. Hvis politiet senere ønsker at fremstille den anholdte i grundlovsforhør, så gælder 24-timers regler fra tidspunktet for den civile anholdelse, siger Trine Baumbach.