Palle Lykke Ravn vil i Folketinget

Palle Lykke Ravn er ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i Struer-Lemvig Kredsen.

Palle Lykke Ravn var en af de 91 danske blødere, som blev smittet med HIV i Blødersagen.
Palle Lykke Ravn var en af de 91 danske blødere, som blev smittet med HIV i Blødersagen.
Foto: Privatfoto

Socialdemokraterne i Struer-Lemvig Kredsen udnævnte tirsdag aften Palle Lykke Ravn som ny folketingskandidat for kredsen.

Han afløser Helle Dam, som efter det seneste valg, valgte at trække sig som kredsens kandidat. 

Der var kampvalg om pladsen, og kredsens medlemmer kunne via urafstemning stemme på enten Palle Lykke Ravn eller Kristian Svenningsen. Det blev så Palle Lykke Ravn, der løb med kandidaturet.

- Min baggrund føler jeg er en styrke. Jeg har måske en lidt anden vinkel på tingene, fordi jeg nu engang har levet det liv, jeg har, oplyser Palle Lykke Ravn i en pressemeddelelse.

Den 40-årige Palle Lykke Ravn fra Humlum ved Struer var i 1998-1999 medlem af Struer Byråd.

- Jeg vil meget gerne være i øjenhøjde med vælgerne og være den lyttende folketingskandidat, skriver Palle Lykke Ravn.

Han var en af de 91 danske blødere, som blev smittet med HIV i Blødersagen og blev som følge deraf førtidspensioneret.

Palle Lykke Ravn er formand for Handicaprådet i Struer Kommune og er desuden medlem af bestyrelsen i Danmarks Bløderforening.

Han har været gift med sin hustru Rikke i 16 år og sammen har de tre drenge.