Oprørsgruppe gambler med borgmesterposten

Interne stridigheder i Venstre i Thisted Kommune kan koste partiets fremtid og borgmesterposten. Det frygter partiets bagland efter flere dages uro.

Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen
Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Den oprørsgruppe i Venstre, som i øjeblikket arbejder på at få væltet Thisteds borgmester Lene Kjelgaard Jensen af pinden, gambler med partiets fremtid. Sådan lyder kritikken i dag fra en lokal vælgerforeningsformand, der frygter, at splittelsen vil koste Venstre indflydelse ved kommunalvalget næste år.

- De spiller hasard med vores borgmesterplads. Meget hasard. 

Så kontant er udmeldingen fra Morten Bjerregaard, som er formand for Sydthy Nord Venstre. Han er dybt bekymret på sit partis vegne efter den seneste tids interne uro.

- Allerede nu er der jo mange, der plejer at stemme Venstre, som siger: I har ikke ret meget styr på det i egne rækker, uddyber han.

Halvdelen vil ikke genopstille

Splittelsen i Venstre er brudt ud i lys lue, efter det i et internt mødereferat fra partiet er kommet frem, at halvdelen af byrådsgruppens medlemmer ikke vil genopstille, hvis Lene Kjelgaard Jensen skal stå i spidsen for partiet.

- Vi er nogle, som synes, det kunne være godt at få en ny på posten – som måske i lidt højere grad vil pleje dét at snakke sammen, siger byrådsmedlem Henrik Gregersen fra Venstre.

Men det er et uheldigt ultimatum, mener baglandet. 

- Jeg synes, det er uskønt, at nogen truer med ikke at ville stille op, hvis en siddende borgmester skal være spidskandidat. Sådan noget synes jeg, man skulle have snakket af indbyrdes, mener Kaj Kristensen, som er tidligere venstreborgmester i Thisted.

For eller imod?

Den interne uro er yderligere spidset til, efter Venstres gruppeformand Niels Jørgen Pedersen nu er den sandsynlige udfordrer til Lene Kjelgaard.

- Det eneste, man bliver spurgt om, det er - er du for, at Lene skal stoppe? Det er det eneste. Det er ikke noget med Venstres politik, det er heller ikke noget med Niels Jørgen Pedersen. Det er bare kort og godt – synes du også, Lene skulle stoppe? Det er alt, siger Sydthy Nord-formand Morten Bjerregaard.

Og nu, hvor det snavsede vasketøj er blevet luftet offentligt, så er der kun én ting at gøre ifølge den tidligere borgmester i Thisted.

- Prøv nu lige at stoppe den diskussion. Dem, der gerne vil være borgmester, skal stille op, og så skal vi nok som medlemmer afgøre, hvem det skal være. Det er demokratiets vilkår, mener Kaj Kristensen. 

Indtil videre er det kun netop Lene Kjelgaard Jensen, som har meldt sig som kandidat til partiets opstillingsmøde d. 24. oktober.