Nye politiske bejlere i Ikast-Brande

Der skal nye folk til, når borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, stopper med kommunalpolitik.

Carsten Kissmeyer

Næste års kommunalvalg bliver uden nogle af Ikast-Brandes mest markante politiske profiler på stemmesedlen. Både Carsten Kissmeyer og Brandes tidligere borgmester Preben Christensen stopper i byrådet.

Det er blot en uge siden, at Carsten Kissmeyer meddelte, at han ikke længere vil være en del af kommunalpolitikken i Ikast-Brande. Kissmeyer er Venstres spidskandidat ved regionsrådsvalget, og han kan derfor ikke genopstille. Borgerne i Ikast-Brande Kommune skal derfor med garanti have ny borgmester efter kommunalvalget i 2017.

Fire folk i feltet

Foreløbig står fire Venstre-folk klar som afløsere til Kissmeyer. Det er Henrik Engedal, Ib Lauridsen, Morten Bak og Anette Mosegaard, som har meldt sig på banen.

- I og med at de alle har erfaring fra byrådsarbejde – nogle af dem har udvalgsposter, og en er faktisk gruppeformand - så har de den erfaring, der skal til, lyder det fra Finn Pedersen, der er formand i Venstre i Ikast-Brande Kommune.

Viceborgmester Preben Christensen har valgt at trække sig helt fra politik efter 26 år. Beslutningen kommer op til et valg, hvor Fælleslisten gerne skulle gå frem fra fem mandater.

I 2013 løb stemmerslugerne Kissmeyer og Christensen med en fjerdedel af vælgernes krydser. Dem byder de nu ind på hos Socialdemokraterne, der forventer at genopstille Frank Heidemann som spidskandidat. Hverken Socialdemokraterne, Venstre eller Fælleslisten har valgt den endelige kandidat endnu, men alle tre partier går benhårdt efter borgmesterposten.