Ny app skal hjælpe ved eftersøgninger

Forsvundet NU skal gøre store eftersøgninger mere effektive, siger opfinderen.

Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Et firma fra Viborg har lanceret en app, der skal hjælpe med at skabe et overblik i store eftersøgninger af forsvundne personer.

Fundet NU er navnet på den nye app, der er udviklet af Modified Solutions.

- Vi ved, at der er cirka 1000 demente, der forsvinder om året. Og kan vi bare forhindre et dødsfald, er arbejdet givet godt ud, siger daglig leder i Modified Solutions, Tom Christensen.

App´en bygger på GPS-teknologi. Deltagere i store eftersøgninger kan frit downloade programmet, der laver en GPS-måling hvert femte sekund. Informationerne sendes til en server, der så tegner et kort over søgningen. 

På den måde kan man hurtigt skaffe sig et overblik over, hvor deltagerne i en eftersøgning har været - og ikke været.

Tom Christensen fortæller, at det specielt er en fordel i starten af eftersøgninger, hvor der hurtigt er behov for at gennemsøge et stort område.

Missing People: En god idé i nogle situationer

I fredags blev en hjerneskadet mand fra Mors fundet efter at have været forsvundet i ni dage. Familien siger til TV MIDTVEST, at de formentlig ville have brugt den nye teknologi, hvis de havde kendt den.

Organisationen Missing People, der ofte selv arrangerer større eftersøgninger, mener også, at der er gode perspektiver i den nye app.

- I de tilfælde, hvor et barn eller en dement er væk, giver den mening, siger organisationens formand Vivian Winther Eriksen.

Hun peger dog også på, at metoden med at vise søgningerne på et kort kan være problematisk i tilfælde, hvor der er mistanke om en forbrydelse. 

- Så vil en mulig gerningsmand kunne følge med i, hvor der er søgt henne, siger hun. 

Modified Solutions har tidligere lavet en app for personer, der bruger metaldetektorer. Forsvundet NU bygger på samme teknologi, og det er blandt andet også derfor, at den nye app kan downloades uden beregning.

Eksternt link - læs mere om Forsvundet NU her.

 

02:08 Luk video