Nu må konfirmanderne undervises i skoletiden

Undervisningsministeriet har givet tre midt- og vestjyske kommuner lov til at flytte konfirmationsundervisningen

Baunekirken i Tjørring

De kommende konfirmander i Struer, Herning og Holstebro kommuner slipper for skulle gå til konfirmationsforberedelse efter skoletid.

Efter et møde mellem undervisningsminister Ellen Trane Nørby og Struer Kommune i september har kommunerne nemlig fået lov til at placere konfirmationsundervisningen i skoletiden - det oplyser Struer Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er en dejlig besked at modtage fra Undervisningsministeriet. Det viser, at Ellen Trane Nørby var lydhør over for vores argumenter for en ændring af undervisningstiden, siger formanden for kommunens børne- og uddannelsesudvalg,  Steen Jakobsen.

Med den nye folkeskolereform skal konfirmationsforberedelsen ellers foregå efter skoletid, og det giver ifølge kommunerne trætte og uoplagte elever. Derfor har i alt 12 kommuner som et forsøg fået lov til at flytte undervisningen i foreløbig fire år. Herefter skal forsøget evalueres.