Nat-tisser truede politiet

En 37-årig nat-tisser fra Holstebro fik en nat i detentionen, da han truede politiet med øretæver.

Lørdag aften trillede en patruljevogn forbi en mand på Den Røde Plads i Holstebro. Da manden var ved at lade vandet i det fri, spurgte betjentene om hans navn. Det nægtede han at fortælle, og blev taget med til politistationen.

Her fortalte den 37-årige sit navn, og så kunne nattens bataljer med politiet være endt for nat-tisseren.

Sigtet for trusler

Senere på natten kom den 37-årige tilbage til politistationen i Holstebro og ringede på døren. Vicepolitikommissær Ole Hofmansen fortæller, at den 37-årige troede han havde glemt sin jakke hos politiet.

Politiet kunne ikke finde nogen jakke og bad den berusede mand om at gå hjem og sove. Men det ville han ikke. I stedet begyndte han at true betjenten.

- Han truede med øretæver. Vi satte ham i detentionen og lukkede ham ud søndag morgen klokken ni. Han er sigtet for trusler mod politiet, oplyser vicepolitikommissær Ole Hofmansen, Midt- og Vestjyllands Politi, Holstebro.