TV MIDTVEST

Nabo-alarm skal forhindre tyveri

En opfinder fra Skals har udviklet et alarmsystem, som skal hjælpe naboerne med at forhindre indbrud hos hinanden.

En pensioneret tekniker fra Skals har opfundet et hjælpemiddel mod indbrud, hvor naboer skal være hinandens vagtservice. Opfindelsen forbinder alle naboerne digitalt, så de får alarmer, hvis tyve er på spil i nabohuset.

- Det er smart, fordi dem der er tættest på, når der er brug for hjælp, det er jo naboerne. Så hvis man er en stor gruppe naboer, så er der altid nogen, der kan komme og hjælpe med det samme, når der sker noget, siger Jan Laursen.

Opfindelsen hedder Nabolink, og Jan Laursen har brugt 3 år og en million kroner på at udvikle systemet.

- Vi hjælper jo i forvejen hinanden, og vi holder øje med hinandens huse. Men nu spekulerer vi ikke længere så meget over det – nu er det bare en tryghed, der altid er der. Og det giver en tryghed at vide, at man kan være sikker på, at der altid står nogle naboer klar, siger jan Laursen.

De sidste to år har 7 naboer sammen med Jan Laursen testet systemet. Sven Aage Henriksen er en af de naboer, og han synes rigtig godt om det nye system.

- Vi har altid hjulpet hinanden med alting, så det her falder helt naturligt. Det er dejligt at kunne tage hjemmefra og så vide, at der altid er en nabo, der kan hjælpe, siger Sven Aage Henriksen.

Et nabosystem kan rumme op til 64 husstande, og opfinderen anbefaler, at man er mindst en håndfuld naboer om projektet. 

Det koster et engangsbeløb på 1000 kroner at blive en del af nabosystemet.

Tip os Har du et godt tip?