Motorvej gennem Viborg kan blive realitet

Ét af punkterne i det nye regeringsgrundlag er en motorvej fra Hobro til Give gennem Viborg.

Motorvej
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

Silkeborg har lige fået en– og måske kan Viborg se frem til også at få glæde af en motorvej. Ét af punkterne i det nye regeringsgrundlag er nemlig en motorvej fra Hobro til Give gennem Viborg.

I løbet af 2017 begynder undersøgelser, som kan gøre vejen til virkelighed.

- Det kan vi kun tage som noget positivt, så det er en god dag at være borgmester i Viborg, siger borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (K).

En ny midtjysk motorvej skal først og fremmest mindske presset på E45, men motorvejen kan i den grad få betydning for landsdelen.

- Den vil i den grad betyde både flere jobs og mere vækst i den vestlige del af Jylland, så det er rigtig godt nyt, at regeringen nu vil iværksætte den undersøgelse, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Der er dog langt fra undersøgelser til asfalt. Særligt fordi motorvejen økonomisk er en stor mundfuld.

- Det er som de fleste elefanter. De skal spises i små bider. Således også her. Det er ikke sådan, at regeringen smækker 15 milliarder på bordet i en omgang, lyder det fra ordføreren.

Ikke vigtigste vej  

Den nye transportminister skal lige ordentlig på plads - men han prioriterer den nye motorvej højt.

- Også fordi det vil aflaste E45, som jo er meget belastet. Noget af det kunne passende ledes op af en midtjysk motorvej i stedet for, siger ny transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Selvom det er gode nyheder i Viborg, er der alligevel en anden vej, der er endnu vigtigere.

- Vores første prioritet, og det, der skal ske hurtigst muligt, er, at vi skal have opgraderet vejen fra Viborg mod Århus. Det er simpelthen Viborg Kommunes første prioritet, siger Viborgs borgmester.