Morsingboere skylder 17 millioner i skat: Det skal være slut

Morsø Kommune øger indsatsen for at kradse 17 millioner kroner stor gæld ind

Morsø Kommune har allerede fået kradset 2,5 millioner kroner ind i gæld fra skyldnere. Nu skal indsatsen øges yderligere
Morsø Kommune har allerede fået kradset 2,5 millioner kroner ind i gæld fra skyldnere. Nu skal indsatsen øges yderligere

Næsten 17 millioner. Helt præcist 16.987.052 kroner, ifølge Limfjord Update. Så meget skyldte morsingboere kommunen med udgangen af sidste år.

Det er SKATs ansvar at inddrive gælden, men det er ikke lykkedes.

Men det skal nu være slut. Morsø Kommune har længe været igang med nye metoder i et forsøg på at kradse gælden ind. Blandt andet ved at kontakte skyldnerne og få lavet aftaler om tilbagebetaling. Det har foreløbig skæppet 2,5 millioner kroner i kassen.

-  2,5 millioner er en rigtig flot indsats. Det ligger på et flot niveau, roser kommunens direktør for social, sundheds- og beskæftigelsesområdet, Henrik Rene Christensen, medarbejderne.

- 17 millioner i restance, det er mange penge. Hvis de lå i kommunens kasse i stedet, ville det give vores politikere nogle andre muligheder for at agere, end de har i dag, siger han.

Morsø Kommune ansatte 1. april en ekstra mand til at hjælpe med at inddrive gæld. og sidst på året forventer SKAT at IT-systemet i forhold til at kunne modregne gæld til kommunerne, direkte i lønnen hos arbejdsgiverne, virker igen.

Kommunerne får nu bedre muligheder for at få sine penge hjem.

- Det forventer vi os også meget af, siger Henrik Rene Christensen til TV MIDTVEST.