Mors-Thy leverer stor overraskelse mod BSV

For ottende kamp i træk fik Mors-Thy point med sig i 888ligaen, da de på hjemmebane slog Bjerringbro-Silkeborg med 30-27.

Mors-Thy Håndbold
Foto: Arkiv

'Bette Balkan' på Mors viste sig endnu en gang som et sted, hvor udeholdet har det rigtig svært.

Bagud med 13-17 ved pausen fik Mors-Thy vendt det hele på hovedet mod topholdet BSV og endte med at vinde 30-27 efter en fantastisk afslutning.

Det var ottende kamp i træk, at Mors-Thy fik point i ligaen, og så var det fjerde hjemmekamp i træk, hvor de sendte modstanderen hjem med nul point.

Hjemmeholdet fik ellers en svær start mod BSV, hvor de havde svært ved at holde modstanderen fra at score. Derfor kunne udeholdet gå til pause foran med fire mål.

Mors-Thy spillede sig langsomt tættere på topholdet, men med 10 minutter tilbage af kampen, var udeholdet stadig foran med to scoringer.

Her fra overtog Mors-Thy dog scenen, og to BSV-udvisninger blev afgørende for kampens udfald. Hjemmeholdet scorede kampens sidste tre mål og snuppede de to point med cifrene 30-27.

- Jeg er lettere rystet. Det var en enorm kamp i dag, lød det fra Mors-Thy-træner Jan Paulsen efter kampen, der var yderst stolt af sit hold.

Sejren betyder, at Mors-Thy rykker op på femtepladsen i håndboldligaen, hvor Bjerringbro-Silkeborg forbliver på tredjepladsen efter dagens nederlag.