Mølby før FCM-derby: Noget ekstra på spil

Der venter en vigtig kamp for Viborg FF i morgen, når klubben tager imod FCM. Og kampen har ikke bare en stor sportslig betydning.

Johnny Mølby

Viborg FF’s træner Johnny Mølby ser frem til søndagens derby mod FC Midtjylland. Og det er ikke bare en kamp om tre point. Alka Superligakampen er nemlig længe ventet – ikke kun for spillertruppen.

- Vi mærker selvfølgelig også, at det er en speciel kamp. Det er en kamp, man glæder sig til på en anden måde. Alle kampe er vigtige, men på søndag er der noget ekstra på spil for klubben og for fansene, og der vil være en intensitet, som ikke er i de andre kampe, siger Johnny Mølby til klubbens hjemmeside og fortsætter.

- Som træner har man sine forberedelser som til alle andre kampe, men vi ved også, at kampen på søndag vil leve sit eget liv, og så skal vi have fansene med os. Der bliver gang i den, og det glæder vi os til.

- Vi har nogle våben

Viborg har fået en godkendt start på sæsonen med syv point efter seks kampe. Morgendagens modstander, FC Midtjylland, har derimod kun tabt en enkelt kamp, men er alligevel kommet skuffende fra start med ni point efter seks kampe.

- På søndag skal vi være dygtige til at håndtere deres offensive individualister og selvfølgelig deres dødbolde. Det er meget vigtigt. Og så skal vi have gang i vores offensiv som vi viste i sidste runde. Når det hele spiller for vores forreste, så har vi nogle våben, som de fleste hold får svært ved at håndtere, siger Johnny Mølby.

Kampen bliver spillet søndag aften kl. 20.00.