Opdateret: Mistænkeligt dødsfald i Hammerum

En mand er afgået ved døden efter et fald fra 2. sal. Politiet efterforsker dødsfaldet som "mistænkeligt".

Politiet arbejdede torsdag aften på stedet, hvor den 49-årige blev fundet.
Politiet arbejdede torsdag aften på stedet, hvor den 49-årige blev fundet.
Foto: Claus Klok, TV MIDTVEST

På Elmegade i Hammerum nær Herning mistede en mand tidligere på aftenen livet.

Politiet modtog kl. 18.18 anmeldelse om, at mand var faldet ned fra et repos i 2. sals højde. Han var bevidstløs og blødte fra hovedet, og kl. 18.43 erklærede en læge manden for død.

Sent torsdag aften oplyser efterforskningsleder Henning Præstegaard, at politiet fortsat arbejder på at undersøge årsagen til faldet.

Aftenen igennem har politiet undersøgt området ved Elmegade, blandt andet med hunde.

 - Vi er lige nu massivt tilstede på Elmegade og undersøger, hvad der er sket, sagde vagtchef Ole Vanghøj ved 21-tiden.

Vagtchefen ville ikke forholde sig til, hvorvidt vidner angiveligt har set to personer løbe fra stedet umiddelbart efter mandens fald, og de foreløbige undersøgelser har ikke kastet klare konklusioner af sig:

- Der foreligger ikke yderligere oplysninger pt. Vi har ingen tidshorisont for, hvornår vi ved yderligere, skriver efterforskningsleder Henning Præstegaard i en pressemeddelelse.

Offeret er en 49-årig mand, og de pårørende er blevet underrettet.