Midtjyde ny formand i Hospice Forum Danmark

Olav Nørgaard er blevet valgt som ny landsformand for Hospice Forum Danmark ved foreningens generalforsamling.

Efter mange år i politik skal Olav Nørgaard fra Skive fremover være formand i Hospice Forum Danmark.
Efter mange år i politik skal Olav Nørgaard fra Skive fremover være formand i Hospice Forum Danmark.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I Olav Nørgaard får Hospice Forum Danmark en ny formand med stor erfaring fra hospice-området. Allerede i 2012 kom han med i styregruppen for etableringen af hospice i Skive, og siden blev han næstformand for bestyrelsen på Hospice Limfjord.

I Midt- og Vestjysk henseende har Olav Nørgaard også været et stort politisk aktiv med arbejde i først Viborg Amtsråd og siden Region Midtjylland, hvor han har været siden 2006.

-Jeg er glad for valget og ser frem til i samarbejde med resten af bestyrelsen at tage fat på arbejdet og ikke mindst til at komme ud og møde nogle af de mange mennesker, der er engageret i hospicesagen rundt om i landet. Det er en bred vifte af meget alsidige opgaver, der venter forude og det bliver spændende at tage fat på, siger Olav Nørgaard i en pressemeddelelse fra Hospice Forum Danmark.

Olav Nørgaard afløser Tove Videbæk, som trækker sig efter 11 år på formandsposten.