Metaldetektiv finder 3.000 år gammel bronzeøkse

Robert Risgaard gjorde fredag et usædvanligt fund med sin metaldetektor nord for Aalestrup.

Bronzeøkse
Foto: Robert Risgaard

Det er kun fire måneder siden, at Robert Risgaard gik sin første tur med metaldetektoren. Men allerede nu har han hevet et fund op af jorden, der kan gøre enhver metaldetektiv misundelig.

- Det er en lille bronzeøkse, der bliver kaldt en celt. Jeg er ikke arkæolog, men jeg er medlem af en gruppe på Facebook med andre metaldetektiver, og der siger de, at det er et klenodie, som alle drømmer om at finde, siger Robert Risgaard.

Fundet er danefæ og skal afleveres på Vesthimmerlands Museum i næste uge – men i dag skal bronzeøksen vises frem for sønnen. 
- Jeg har længe gerne ville i gang med metaldetektoren, og for fire måneder siden ringede min søn og sagde, at nu skulle vi i gang, så jeg glæder mig til at vise ham øksen, fortæller Robert Risgaard.

Han kalder sig selv detektornørd, og bronzefundet har givet ham endnu mere blod på tanden.