Mesterkokken fra Holstebro elsker mad

Kokken Jakob Jensbye er kommet i finalen i den Danske Spiseguides konkurrence om at blive årets souschef

Mesterkokken
Foto: Hans Vittarp

Jakob Jensbye er 21 år og stammer fra Oddense. Her er han vokset op, og de timer andre børn bruger foran TV eller computere og tablets brugte Jakob i køkkenet.

- Jeg kunne ikke sidde stille som barn, det var for kedeligt for mig, så mine forældre var nødt til at have mig med i køkkenet for at underholde mig. Så jeg har altid været med til at lave mad, siger kokken, der selv elsker at spise god mad.

Under klippen

At blive kok var derfor et naturligt valg, da Jakob skulle vælge uddannelse. Han fik hurtigt øje på Restaurant Under Klippen, i Holstebro.

- Jeg gik ind og undersøgte, hvad der var noget af det bedre i Vestjylland, og da hørte jeg, at det var noget af det bedre. Og da jeg kun var 16 ville jeg helst ikke for langt hjemmefra, så jeg søgte det. Ellers skulle jeg have været i Aarhus eller København, fortæller Jakob.

Efter en samtale fik han lærepladsen, og har nu været på gourmetrestauranten i fem år, senest som souschef. Og netop i forbindelse med den stilling  er han kommet med i finalen i den Danske Spiseguides konkurrence om at blive årets souschef.

Store ambitioner

Det passer Jakob Jensbye rigtig godt, at han nu er med i opløbet.

- Det vil åbne rigtig mange døre for mig, hvis jeg vinder, og der vil være rigtig mange steder, jeg kan få job, siger den ambitiøse kok, der også er glad for at kunne give lidt igen til det sted, han er udlært.

Hans præstation giver god omtale til restauranten i Holstebro, og det er ikke første gang. Til sin svendeprøve fik Jakob en guldmedalje for sit arbejde, og her blev Under Klippen også nævnt flere gange.

På restauranten har han lært rigtig meget, og han har altid suget viden til sig.

 - Jeg vil gerne være den bedste. Og jeg har det bedst, hvis jeg har gjort alt hvad jeg kan, for at opnå det, siger Jakob.

Drømmer videre

Restaurant Under Klippen startede som et Steak House med mavedans om fredagen i 1994.

I dag bliver den betegnet som en af de bedre restauranter i Jylland og blandt de 50 bedste i hele Danmark. Det er her, Jakob har udviklet sit talent for finere gastronomi. Men han drømmer også om andet.

 - Den ultimative drøm er at få mit eget sted en dag. Men først vil jeg gerne ud og have nogle knubs andre steder, for her kan jeg efterhånden det meste, konstatererJakob Jensby.

11:32
 

I programmet besøger vi Jakob Jensbye en travl dag på Restaurant Under Klippen – og fortæller også historien om et steakhouse, der blev til gourmetrestaurant.