Mere end 26.000 protesterer mod Lundes skovregler

Regeringen foreslår, at det skal være muligt at bygge børnehaver og rejse vindmøller i fredskove. Mange er imod. Det skriver Jyllands Posten.

Skov

Vi skal i højere grad udnytte vores skove til områder, hvor der kan rejses vindmøller og opføres skovbørnehaver. Det mener Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Det skriver Jyllands Posten.

Regeringens forslag lyder på at ændre reglerne for Danmarks fredskove. Ministeren så gerne, at det fremover blev tilladt i begrænset omfang at opføre eksempelvis institutioner eller møller. Blandt andet ved Ikast vil Esben Lunde Larsen gerne opføre 200 meter høje møller i en granplantage.

Forslaget til at ændre i skovloven er det dog ikke alle, der er lige begejstret for. En protestindsamling for naturinteresserede danskere har allerede fået over 26.000 underskrifter.

Ifølge formanden for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, skyldes protesterne, at man vil bevare skovområderne, som de er.

- Ministeren vil jo først og fremmest sikre, at skovene ikke ligger i vejen for byudviklingen, og så vil han sætte meget store vindmøller op i vores skove. Hvis man ser på, hvordan befolkningen har det, så er skovene vores yndlingsnatur, og det er der, vi kommer ud for at søge fred og ro.  siger hun til Jyllands Posten.

Vindmøller hører ikke til i skoven

Formanden forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt at tillade opførelse af vindmøller i skovene.

- Vi har 14 procent skov i Danmark, og vi har 62 procent landbrugsareal, og mange af disse anlæg kan planlægges langt bedre uden om den natur, vi har tilbage i Danmark, siger Ella Maria Bisschop-Larsen

På Christiansborg er der dog en bred forståelse for ministerens forslag - især blandt de blå partier.

- Det er fint at ændre skovloven, fordi fredskov ikke er det samme som fredet skov – og man godt kan ændre eksisterende skov uden at få mindre natur, bare man genplanter andre steder, siger miljøordfører Pia Adelsteen fra Dansk Folkeparti.