Meny-røver anholdt og fængslet

26-årig mand fra Kjellerup anholdt og fængslet for røveri mod Meny-forretningen i Silkeborg tidligere på ugen.

Politiærme og håndjern
Foto: Flemming Christensen

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 26-årig mand fra Kjellerup for røveriet hos Meny i Silkeborg tirsdag. Manden er varetægtsfængslet i fire uger. Under grundlovsforhører erkendte den 26-årige røveriet.

Tirsdag aften klokken  20.58 modtog politiet en anmeldelse om et røveri hos Meny på Borgergade i Silkeborg. En maskeret røver truede sig med en kniv til at få udleveret et pengebeløb, som politiet betegner som "mindre".

Efterforskningen af sagen har givet politiet en ide om, hvem den maskerede røver kunne være. Manden blev efterlyst og siden anholdt i Randers. Under anholdelsen fandt politiet i øvrigt 90 gram amfetamin på den 26-årige.

Politiet har både sigtet den anholdte for Meny-røveriet og for at andet røveriforsøg i en kiosk i Silkeborg tidligere på ugen. I grundlovsforhøret erkendte den 26-årige røveriet og blev varetægtsfængslet i fire uger.