Mand satte ild til sin lejlighed

​En 38-årig mand kom for sent til at hente sin medicin og satte i vrede ild til sin lejlighed i Silkeborg.

Brandbil-udrykning.jpg

Tirsdag eftermiddag satte en 38-årig mand ild til sin lejlighed, der ligger i en etageejendom på Lupinvej i Silkeborg.

Før brandstiftelsen var manden taget ind til Silkeborg for at hente sin medicin på en klinik. Han kommer for sent, og det bliver han så vred over, at han truer med at sætte ild til sin lejlighed.

- Han udbryder, at han vil gå hjem og sætte ild til sin lejlighed. Derfor får vi en anmeldelse og kan være hurtigt fremme, siger Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet mødte den 38-årige beboer på gaden, som oplyste, at han havde holdt sit ord og sat ild til sin lejlighed på 3. sal, og han blev derfor anholdt.

Branden blev dog ikke voldsom. Ilden, der var opstået i et tilrettelagt bål af tøj, dyner og lign., i anholdtes lejlighed, gik ud af sig selv på grund af iltmangel, men lejligheden er delvist ødelagt af ild, sod og røgskader.

- Brandvæsnet måtte hjælpe en ældre dame ud fra nabolejligheden, fordi hun ikke selv kunne komme ud på grund af kraftig røgudvikling. Hun er ikke kommet noget til, siger Jens Claumarch.

Politiet måtte sparke flere døre ind til lejligheder i opgangen for at sikre, at alle var ude.

Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Opdateret den 27/10 klokken 14.00: Den 38-årige er ved et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling til den 24. november.