Madskoler med fokus på madspild

Årets udgave en Madskolen fokuserer på madspild.

Madskole

Første uge af skolernes sommerferie byder traditionelt på fodbold-, håndbold-, svømme-, skak- og en hel masse andre skoler for børn og unge. Også madskoler, og i årets udgave af Madskolerne er der ugen igennem fokus på at minimere madspild. 

Mandag begynder de første af sommerens 125 Madskoler, hvor børnene selv skal hakke, stege og brase.

- Den bedste kur mod kræsenhed er selv at være med til at lave maden. Så kræsne børn er særligt velkomne på Madskolerne. Når børnene ved mere om råvarerne, og hvor forskelligt de kan smage alt efter tilberedning, er de godt på vej til et sundt liv, siger Line Damsgaard, koordinator i Madskolerne. 

 Madskolerne er baseret på 500 frivillige guider lidt over 2.000 børn gennem gastronomien.

Undgå madspild

I år har Madskolerne særligt fokus på at bekæmpe madspild.

- Hvis vi skal gøre noget ved madspildsudfordringen herhjemme, er det vigtigt, at både børn og voksne har fokus på at bruge maden fuldt ud. Det vil vi gerne hjælpe til med via Madskolerne, og derfor er madspild en vigtig del af programmet i år,” siger Line Damsgaard.

Madskolerne arrangeres af ungdomsforeningen 4H i et samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, og er for børn mellem 8-12-år. I det midt- og vestjyske er der Madskoler i Skive, Viborg og Lemvig.