Lokal roer tog sølv ved U19-VM.

18-årige Ida Petersen og hendes makker roede søndag eftermiddag sølvmedaljer hjem ved ungdoms-VM i Rotterdam.

Det glade vinderpar efter andenpladsen ved U19-VM i Rotterdam. Ida Petersen(tv) og Frida Sanggaard(th).
Det glade vinderpar efter andenpladsen ved U19-VM i Rotterdam. Ida Petersen(tv) og Frida Sanggaard(th).
Foto: Carsten Hede

Den unge Lemvig-pige Ida Petersen opnåede karrierens højdepunkt, da hun og makkeren på 2000-meterdistancen roede sig ind i næstebedste tid i finalen i Rotterdam. Siden april har hun roet i dobbeltsculler med københavnske Frida Sanggaard, og i dag gav måneders hårdt arbejde pote.

- Det var et rigtig fint løb. Der var en del blæst, men det er jo ens for alle. Vores plan gik som planlagt, hvor vi skulle være med fremme på de første 500 meter, og så skulle vi give den gas i spurten, og det lykkedes heldigvis, siger Ida Petersen fra bussen på vej hjem fra Holland.

Sølvmedaljerne blev overrakt af ingen ringere end det hollandske regentpar.

- Det er helt vildt. Jeg tror aldrig, vi har roet et så godt løb sammen. Nu fejrer vi det med champagne og hygger os rigtig meget i bussen, siger Ida Petersen.

Makkeret vandt tidligere på året EM-sølv.