Landmænd donerer sten mod iltsvind

Et flok landmænd fra Holstebro-området donerer marksten til et projekt, der skal bremse iltsvind i Limfjorden.

Sten
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

Når Limfjorden løber tør for ilt, er det ofte landbrugets udledning af næringsstoffer, der får skylden. Men nu skal sten fra landmændenes marker være med i et forsøg, der skal forhindre iltsvind. 

- I sidste ende betyder det, at vi kan beholde de gødningskvoter, vi har i dag, og det betyder bedre afgrøder og flere afgrøder. Det er bundlinjen for os, siger næstformanden for Holstebro Struer Landboforening, Anders Nørgård.

Stenene køres først til Løgstør, hvor de bliver sejlet ud og dumpet i et stort stenrev nord for Livø. Her håber forskerne, at store brune alger vil vokse sig fast. De bidrager nemlig positivt til iltregnskabet. 

Det er 11 landmænd fra Holstebroegnen, der i samlet flok leverer marksten til et 300 meter langt stenrev i Limfjorden. Stenene bliver samlet i en grusgrav øst for Holstebro, før de skal videre ud i havet. 

 

1:45