Landboformand vil have skudt flere gæs

Søren Christensen fra Vestjysk Landboforening efterlyser udvidede jagtmuligheder på gæs.

Gås
Foto: Arkiv

Formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, opfordrer nu politikerne til at gøre noget effektivt ved de store flokke af gæs, der æder af landmændenes afgrøder.

Søren Christensen efterlyser i en pressemeddelelse udvidede jagtmuligheder, ligesom han vil have politikerne til at sætte en "markant lavere målsætning for, hvor mange gæs vi ønsker i Danmark".

- Det er klart, at vi som landmænd kan miste store indtægter, når gæssene for eksempel bruger rapsmarker som vinterforråd eller gnaver en græsmark ned i golfbane-niveau om foråret. Men det gør samfundet også, når gæssene efterfølgende overgødsker vores vandmiljø og den sårbare natur langs vestkysten. Vel at mærke i mængder, som ville bremse enhver udvidelse af et landbrug, hvis det var fra husdyr. Tre gæs leverer lige så meget gødning som ét menneske, siger han.

Søren Christensen henviser til, at det i Nationalpark Thy har været nødvendigt at rense nogle af de beskyttede søer for gæssenes afføring med en slamsuger.

Tidligere var landmændene mest plaget af gæs ved høsttid, men den vestjyske landboformand peger på, at en stor del af bestanden nu vælger at overvintre i Danmark.

- Milde vintre, grønne marker, nye naturområder og intensiv jagt i Sydeuropa gør det attraktivt for gæssene at blive her. Det er flot at se gåsetræk på himmelen, men nede på jorden spiser den voksende gåsebestand altså gratis i landbrugets forretning og afleverer en miljøregning, som vi allesammen er med til at betale, siger han.

Ifølge landboforeningen er antallet af gæs tredoblet til over 600.000 de seneste 25 år.