TV MIDTVEST

Lærke og Sandra med til VM

Her er de lokale spillere på Jan Pytlicks hold til VM i Brasilien.

Hun var tvivlsom til det sidste - men torsdag eftermiddag fjernede håndboldlandstræner Jan Pytlick enhver tvivl: FC Midtjyllands playmaker Lærke Møller skal med til VM i Brasilien i december.

Lærke Møller har i lang tid døjet med en knæskade, og FC Midtjylland havde på forhånd meddelt landstræneren, at hun ikke kan holde til at spille en hel turnering - men Pytlick valgte altså tage den talentfulde playmaker med i sin trup.

- Lærke kommer ikke til at spille samtlige kampe. Der vil være perioder, hvor hun skal spares, men vi tror på, at hun under de forudsætninger kommer til at spille en stor rolle, siger landstræneren.

Tre målvogtere

Der var på forhånd også spænding om målvogterposten - Pytlick valgte at tage tre keepere med, og dermed blev der både plads til Sandra Toft fra Team Tvis Holstebro, Christina Pedersen fra Viborg HK og Karin Mortensen fra FIF.

Da landsholdet for en måned siden spillede EM-kvalifikationskamp i Holstebro, valgte Pytlick ellers at si Sandra Toft fra i sidste øjeblik med den begrundelse, at de to andre har mere rutine - men nu skal hun altså en tur til Brasilien sammen med en stribe andre spillere fra de midt- og vestjyske klubber.

Det er også værd at lægge mærke til, at Pytlick har givet chancen til den formstærke venstre fløj Maria Fisker fra Viborg HK - og at FCMs Maibritt Kviesgaard er eneste højre fløj i truppen.

Disse midt- og vestjyske spillere skal med til VM

Christina Pedersen, Viborg HK
Sandra Toft, Team Tvis Holstebro
Ann Grete Nørgaard, Team Tvis Holstebro
Maria Fisker, Viborg HK
Maibritt Kviesgaard, FC Midtjylland
Susan Thorsgaard, FC Midtjylland
Louise Svalastog Spellerberg, FC Midtjylland
Line Jørgensen, FC Midtjylland
Trine Troelsen, FC Midtjylland
Pernille Larsen, Viborg HK
Lærke Møller, FC Midtjylland

 

Tip os Har du et godt tip?