Kvinde fængslet for røveri

Lokal kvinde sigtes for medvirken til røveri - to mænd er allerede fængslet i sagen, der kører bag lukkede døre.

Retten_i_Herning_ext_5.jpg

En 34-årig kvinde blev tirsdag ved retten i Herning varetægtsfængslet til den 26. februar i en større røverisag.

Kvinden, der kommer fra lokalområdet, er sigtet for medvirken til røveriet mod Vestjysk Bank i Videbæk den 29. januar. To mænd på 19 og 25 år er i forvejen sigtet for røveriet, hvor de ansatte i banken blev truet med et oversavet jagtgevær.

Sagen blev kørt bag lukkede døre, da politiet ikke vil udelukke, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod.

Kvinden er kun sigtet for røveriet i Videbæk, men der er flere sigtelser mod de to mænd. Det drejer sig om røveri mod Handelsbanken i Hammerum og Herning - og mod Super Best på Dæmningen i Herning. Den ene af mændene er sigtet for alle fire røverier - den anden for to.

Kvinden valgte ikke at kære rettens kendelse.