Krautmeyer tilbage på TTH-bænken

Efter to blodpropper i hjernen er Pether Krautmeyer tilbage, når TTH Holstebro spiller semifinale ved Final 4-stævne torsdag aften.

Pether Krautmeyer
Foto: Arkiv

Pether Krautmeyer er tilbage på trænerbænken, når håndboldklubben TTH Holstebro torsdag aften spiller semifinale ved Final 4-stævnet i pokalturneringen for kvinder.
    
Den vestjyske klubs cheftræner blev for to måneder siden ramt af to blodpropper i hjernen, og han har siden været sygemeldt.
    
Det bliver da også fungerende cheftræner Søren Hansen, der kommer til at bære ansvaret på trænerbænken i semifinalen mod Randers HK.
    
- Det er rigtigt, at jeg kommer til at sidde på bænken, men det bliver i en meget rolig og analyserende rolle, og det er stadig Søren Hansen, der har det sidste ord - og det første, siger Pether Krautmeyer til TTH Holstebros hjemmeside.
    
Han glæder sig i første omgang bare over at være tilbage i en håndboldhal.
    
- Jeg er ekstremt glad over, at jeg igen kan være med, selv om det er i en anden udgave og i et andet omfang end normalt. Og forhåbentlig vender jeg tilbage med en sejr, siger Pether Krautmeyer.
    
Søren Hansen er usikker på, hvordan formen er hos flere af Randers HK-spillerne.
    
- Vi skal møde nogle spillere, der har været til EM, og på den måde har "kampben". Måske er de trætte, måske er de bare endnu mere oppe i gear.
    
- Vi har trænet meget fysisk, og i vores træningskamp mod Viborg var vi udfordrede på flere parametre, siger han.
    
Kampen mellem TTH Holstebro og Randers HK bliver spillet klokken 18 i Jysk Arena i Silkeborg.
    
To timer senere mødes Viborg HK og FCM Håndbold samme sted i den anden semifinale.
    
Finalen bliver spillet fredag klokken 16.
    
/ritzau/