Koncernchef på forklaringstogt i Viborg

Nykredits prisstigninger har mødt stor kritik. Derfor var koncernchefen i dag i Viborg for at forklare sig.

Koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen, under præsentationen i Viborg.
Koncernchef i Nykredit, Michael Rasmussen, under præsentationen i Viborg.
Foto: TV MIDTVEST

Nykredit og Totalkredits beslutning om at hæve bidragssatsen hos kunderne møder stor kritik fra kunderne. 470.000 husstande har nemlig udsigt til en merudgift på flere tusinde kroner om året.

En af kunderne er Jesper Dybdal fra Skive, der til daglig driver et udlejningsselskab med 50 udlejningsejendomme.

Han vurderer at stigningen i bidragssatsen vil koste ham op til 100.000 kroner ekstra om året.

- Jeg er meget utilfreds, og jeg forstår ikke måden man kan drive en virksomhed på. Vi kan jo ikke bare blive ved med at spise de her prisstigninger - det får jo en ende på et tidspunkt, siger Jesper Dybdal.

Koncernchef på forklaringstogt

Koncernchefen i Nykredit er taget på tur rundt i landet for at forklare sig, og i dag gik turen til Viborg for at forklare kunderne, hvorfor de skal have flere penge op af lommen.

- Vi har lavet en stor ændring, og vi er i gang med at transformere virksomheden, så vi kan blive endnu stærkere til fordel for vores kunder, og den historie er svær at forklare, og derfor vil jeg gerne ud og forklare den, siger koncernchef, Michael Rasmussen.

Han håber mødet kan være med til at forklare kunderne hvorfor en stigning i bidragssatsen er nødvendig. 

Respekt for koncernchef

Jesper Dybdal har da også respekt for at koncernchefen kom ud til de utilfredse kunder i Viborg.

- Nu har jeg været med i Nykredit i 20-25 år, og jeg tror, det er første gang den øverste chef har været her og snakke med os. Det, synes jeg, er rigtig fint, men at vi så ikke er enige, det må vi så tage derfra, siger Jesper Dybdal, der nu overvejer, om han skal skifte realkreditinstitut.

Nykredit fortsætter turen rundt i landet frem til den 7. marts.