Kommentator: Tørnæs kan ta' tæsk

Ulla Tørnæs er den rette til at tage imod de øretæver, det giver at stå i spidsen for uddannelse og forskning, vurderer politisk kommentator.

3:10

Det er et overraskende - men klogt - valg at hive Ulla Tørnæs ind til posten som uddannelses- og forskningsminister. Det mener den politiske kommentator Knud Erik Kirkegaard. 

- Det kom lidt bag på mig, at hun blev hentet fra Europaparlamentet og til en ministerpost - men det er jo den beslutning, statsministeren har truffet, og så må hun jo se at komme i gang, siger han. 

Han ser Ulla Tørnæs som en stærk spiller på det uddannelsespolitiske felt, som traditionelt er præget af en hård tone.  

- Hun er en gæv vestjysk pige, så hvis der kommer stormvejr, bliver hun ikke forskrækket af det - og den egenskab får hun brug for. Der skal gennemføres besparelser, og da universitetsstuderende og professorer ikke er befolkningsgrupper, der lider i stilhed, så vil der komme øretæver - og det tror jeg, hun kan tage imod, vurderer han.

Esben Lunde Larsen får også et par ord med på vejen af Knud Erik Kirkegaard, som ikke anser Venstre-politikerens plagiatsag som den afgørende grund til ministerskiftet.  

- Det er måske en tillægsgevinst, at han bliver flyttet. Plagiatsagen mener jeg ikke er særligt alvorlig. Men netop i det ministerium han sad i, kunne det godt være blevet et problem - det gør det i hvert fald ikke i det nye.  

Se hele interviewet i artikelvideoen.