TV MIDTVEST

Kold påske får os til at shoppe sommerferie

Mange kunder gik forgæves efter en påskeferie til sydligere himmelstrøg. Det har sat skub i sommerferierejserne. Arkivfoto

Mange gik forgæves med påskeferien. Det kan nu ses på salget af sommerferierejser

Længe inden påskeferien begyndte, måtte Bravo Tours i Herning melde alt udsolgt. 
 
- Rigtig mange af vores gæster gik forgæves og troede, de kunne vente længe med at bestille påskeferien, men det kan man ikke, påsken er altid tidligt udsolgt. I år har vi endda kunnet melde tidligere udsolgt end sjældent før til trods for, at vi flere gange fandt ekstra pladser til vores gæster, siger Peder Hornshøj, der er administrerende direktør i Bravo Tours, i en pressemeddelelse.

Det, at så mange gik forgæves med at rejse i påsken, har til gengæld sat mere skub i sommerferierejserne, hvor påsken gav rekordsalg, forklarer Bravo Tours rejseambassadør, Stig Elling.
 
- Den udsolgte påske fik rigtig mange til at sikre sig en af årets vigtigste ferier, nemlig sommerferien. De vil ganske enkelt ikke risikere, at den også bliver udsolgt, siger han, og peger, ud over den udsolgte påskeferie, på to andre vigtige faktorer: Det omskiftelige vejr og skattepengene, der kom retur, siger han.
 
Det kolde vejr sætter ifølge Bravo Tours også stort pres på de sidste restpladser i maj og juni. 

 

Tip os Har du et godt tip?