Kørte direkte i politiets favn

Natten endte brat for de tre unge mænd, der formodentlig står bag forsøget på et rambuktyveri i Lemvig.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Klokken halv tre natten til tirsdag gik alarmen hos guldsmeden Engens ure, guld og sølv i Vestergade i Lemvig. 

- Nogen forsøgte at presse døren op ved at bruge en bil med en jernstang bag på. Det er dog ikke lykkedes, forklarer vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands politi, Jens Claumarch.

Der var ingen vidner til episoden. Alligevel har politiet en formodning om, hvem der kan stå bag.

- Allerede på vej dertil traf den ene af vores patruljebiler en bil ved Struer. Personerne deri kom med nogle dødssyge forklaringer på, hvorfor de befandt sig der, og så mange mennesker kører der altså ikke rundt mellem Lemvig og Struer  på det tidspunkt af natten, forklarer vagtchefen. 

De tre mænd i bilen er hh. 27, 29 og 23 år gamle. En bor ifølge politiet i Skive, mens de resterende to kommer fra Viborg. De blev taget med til stationen i Holstebro og vil tirsdag formiddag blive afhørt i sagen.

Politiet håber i øvrigt, at overvågningskameraer fra de omkringliggende butikker kan være med til at slå fast, om det er de tre unge mænd, der står bag, eller om der i stedet skal kigges i andre retninger.

OPDATERET:
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyste tirsdag eftermiddag, at de tre unge mænd er blevet varetægtsfængslet til den 1. marts.