Kørerlærer om 17-årige bag rattet: Jeg er bekymret

17-årige kan snart helt lovligt sætte sig bag rattet i en bil. Flertal i Folketinget godkender forsøgsordning. Både politi og kørerlærere er bekymrede

Skolevogn
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Trods bekymringer fra politi og kørelærere vil danske 17-årige snart kunne køre bil - hvis de har en erfaren bilist ved deres side. Et flertal på 101 folketingsvalgte har tirsdag vedtaget den omdiskuterede forsøgsordning i folketingssalen.

Det vil især komme de unge på landet til gode, forudser De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov:

- Det er godt i de områder i Danmark, hvor man har et stort behov for at komme rundt i bil, siger han.

 

Jesper  Olesen, der er kørelærer på  Hennings Køreskole i Holstebro er bekymret over den nye forsøgsordning.

- Modenheden er et kæmpe problem. Der sker enormt meget, fra de er 17, til de er 18 – især hos drengene. Det er min vurdering, at de 17-årige simpelthen bare ikke er modne nok til at køre bil, siger han.

 

Inspireret af udlandet

De nye regler er inspireret af Tyskland, hvor man har en lignende ordning. Her har man set et fald i antallet af ulykker blandt de yngste bilister.

- De internationale erfaringer fortæller os, at det er sikkert at lade unge mennesker blive introduceret til trafikken på den her måde, siger Rasmus Jarlov.

 

Ifølge Jesper  Olesen er der dog ikke meget at hente med ordningen-

- Hvis jeg skal se noget som helst positivt i det, så er det, at de skal igennem den samme undervisning, som de 18-årige skal nu. Det er fint, man ikke laver om på det, men overordnet set med de professionelle briller, så synes jeg altså ikke, det er godt, siger han.

Spørgsmål: Men de må jo kun køre med en voksen over 30 i bilen det første år – er det ikke godt nok, at de får et helt års erfaring med en erfaren bilist, før de for alvor bliver sluppet løs?

- Nej, for det kommer jo ikke til at foregå sådan. Hvordan skal politiet kontrollere det? Det kommer aldrig til at blive sanktioneret, for det er der simpelthen ikke ressourcer til at holdes styr på. Så stemningen er generelt negativ over for det her i branchen, understreger kørerlæreren.

 

Politiet er bekymret

Og der kan være noget om snakken. I Politiforbundet har man sine bekymringer. Her har formand Claus Oxfeldt anført, at politiet får svært ved i tilstrækkelig grad at kontrollere de unge trafikanter.

- Det vil kræve, at vi stopper mange flere biler, end vi gør i dag, har han tidligere udtalt.

   

Den nye forsøgsordning har dog fuld opbakning fra Rådet for Sikker Trafik, der længe har presset på for nye regler.

Datoen, for hvornår den nye lov træder i kraft, er under afklaring med Rigspolitiet, oplyser Transport- og Bygningsministeriet.

Et andet lovforslag, der også blev stemt igennem i Folketinget tirsdag, nedsætter alderen for knallertkørekort fra 16 til 15 år. Loven træder i kraft 1. oktober.