TV MIDTVEST

Købmandsbutik tæt på oversvømmelse

Et billede fra butikkens lager. Foto: Jesper Grønkjær

En købmandsbutik på Hannæs undgik med nød og næppe at blive oversvømmet under det kraftige regnvejr natten til søndag.

Siden klokken halv fire natten til søndag har beredskabsfolk fra Thisted pumpet vand væk fra en købmandsbutik på havnen i Amtoft på Hannæs.

Søndag formiddag fortæller den vagthavende indsatsleder Søren Funder Larsen, at det lykkedes at holde vandet væk fra butikken, men at der stod 15 cm vand i den tilstødende privatbolig og 6-7 cm vand på lageret.

- Vi har fået pumpet nok væk til, at vandstanden lige så stille er begyndt at falde, så hvis det ikke bliver regnvejr igen, så skulle vi meget gerne have styr på det, siger indsatslederen.

Oversvømmelsen skyldes, at en pumpestation på havnen bukkede under i forbindelse med regnvejret. Derfor er regnvandet løbet tilbage og op igennem kloakerne.

Udover købmandens bygninger er der også sluppet en smule vand ind i et par lagerbygninger på havnen, men ikke noget af betydning. 

 

Et billede fra privatboligen ved siden af købmandsbutikken. Foto: Jesper Grønkjær

 

Tip os Har du et godt tip?