Købmand fjerner overvågningsbilleder af tricktyv

En af købmandens kolleger genkendte tyven, som nu vil blive meldt til politiet.

19Overvaag2.jpg

Købmand Poul Hansen fra Meny i Vildbjerg har nu slettet det opslag, som han forleden offentliggjorde på butikkens Facebook-side for at finde frem til en tricktyv.

Opslaget viste uslørede overvågningsbilleder af tyven og indeholdt også en kraftig opfordring:

"Hvis du skulle have fortrudt dit "ærinde" hos os i onsdags den 11. januar kl 17.25, og stopper dit "pis", eller du af andre årsager gerne vil have slettet opslaget, så kontakter du os bare.”

Poul Hansen oplyser til tvmidtvest.dk, at han nu har slettet opslaget, fordi en af hans kolleger på Esbjerg-egnen har genkendt tyven.

- Nu ved jeg, hvem han er. Han skulle være godt kendt af politiet i forvejen, og på mandag melder jeg sagen til politiet, siger han.

Poul Hansen understreger, at han godt ved, at det er ulovligt at dele den slags overvågningsbilleder, og han siger, at han gør det i afmagt efter gentagne tilfælde af tyverier fra butikken.