Karup Lufthavn satser stort og får nyt navn

Nye tider på vej for Karup Lufthavn, der skifter navn og får flere afgange. Det skriver Midtjyllands Avis.

Karup Lufthavn.jpg

Karup Lufthavn skifter navn. Lufthavnen får flere afgange. Den offentlige transport til lufthavnen skal styrkes. Og så skal lufthavnen markedsføres markant i Aarhus for at kapre kunder og tilføje konkurrenten Tirstrup Lufthavn massiv konkurrence.
    
Midtjyllands Avis erfarer, at de store nyheder nærmest står i kø, når Karup Lufthavn torsdag i næste uge kalder til pressemøde.
    
Målet for Karup Lufthavn er flere afgange, flere passagerer og et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Lufthavnen har i flere år kæmpet med faldende passagertal og underskud. Senest har ejerkommunerne tilført lufthavnen 12 millioner kroner.
    
Borgmester Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast-Brande Kommune, der er næstformand i lufthavnen, bekræfter, at der kommer til at ske ændringer i driften. Mere præcise detaljer vil han dog ikke ud med.

Formand: Vi skal gøre det endnu bedre

Også formanden for lufthavnen, Holstebro-borgmester H.C. Østerby (S), bekræfter, at der er store ændringer under opsejling.
    
- Grundlæggende handler det om, at det nu går godt for Karup Lufthavn. Og at vi gerne vil gøre det endnu bedre, forklarer formanden til Midtjyllands Avis.
    
Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V) peger på, at mange fra Favrskov, Skanderborg og Silkeborg i dag rejser fra Billund eller Tirstrup. Men Karup skal gøres så attraktiv, at de i stedet vælger den midtjyske lufthavn.
    
- Vi skal blandt andet slå på bedre forhold for passagererne i form af eksempelvis den gratis parkering, siger Steen Vindum.
    
Ingen vil endnu afsløre, hvad navnet på lufthaven bliver. Det afsløres på pressemødet. Det samme gælder for antallet af nye afgange.
    
Den nye satsning - herunder den øgede markedsføring i blandt andet Aarhus-området - betyder ikke, at de ni kommuner bag lufthavnen skal af med flere penge, skriver Midtjyllands Avis.