Jørgen Nørbys afløser er fundet

Venstre-manden Jørgen Nørby stopper i kommunalpolitik. Nu er afløseren fundet.

Jørgen Nørby
Foto: Arkiv

Tidligere Venstre-borgmester og nuværende byrådsmedlem i Lemvig, Jørgen Nørby, trækker sig fra kommunalpolitik til nytår. Nu er hans afløser fundet. Det skriver Folkebladet Lemvig.

Nørbys afløser er Henrik Damgren, der er direktør i Lemvigegnens Landboforening. Desuden har han stor erfaring inden for Venstres organisation med mange års bestyrelsesposter bag sig.

- Selv om jeg er direktør for Lemvigegnens Landboforening, vil jeg ikke kun repræsentere landbruget i byrådet, jeg vil repræsentere hele kommunen, siger Henrik Damgren (V) til avisen.

Jørgen Nørby stopper efter syv perioder i byrådet. Fra 1998 til 2007 var han borgmester i Lemvig Kommune.