Overrasket i svømmehallen: InWestjylland har vundet Fantastiske Fællesskaber

Med 26 procent af stemmerne har ungdomsklubben 'InWestjylland' i Ringkøbing-Skjern Kommune vundet Fantastiske Fællesskaber 2019.

3:41
InWestjylland blev overrakset af TV MIDTVEST mandag aften i Ringkøbing Svømmehal.

Stemmerne er talt op, og det er nu tid til at afsløre vinderen af 'Fantastiske Fællesskaber 2019' og de 100.000 kroner, der følger med titlen.

Med 26 procent af stemmerne er vinderen 'InWestjylland' - en klub for unge i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Formålet med 'InWestjylland' er at gøre det attraktivt at være ung i Ringkøbing-Skjern Kommune ved at lave forskellige arrangementer. På den måde kan man holde på de unge, der bor i kommunen - og måske tiltrække nye borgere til området.

- Det er bare for vildt - for fedt. Det er jo hvad vi havde håber og drømt om, så det er mega fedt. Det er alle i hele området, der skal have mega mange tak. Ikke bare dem, der er med i fællesskaber, men alle har været mega gode til at dele, siger Emma Kaasgaard, der i sin tid indstillede klubben til konkurrencen.

InWestjylland blev overrakset af TV MIDTVEST mandag aften i Ringkøbing Svømmehal.
InWestjylland blev overrakset af TV MIDTVEST mandag aften i Ringkøbing Svømmehal.
Foto: Anders Davidsen

Overrasket i svømmehallen

TV MIDTVEST overraskede 'InWestjylland' i Ringkøbing Svømmehal mandag aften, hvor mange af klubbens medlemmer var samlet til et arrangement.

Kim Grøn Hansen, der er formand for svømmehallen, samlede klubbens medlemmer for at tage et billede til svømmehallens Facebookside, men netop som billedet skulle tages sprang TV MIDTVEST frem og overraskede klubben.

- Det er helt fantastisk, og jeg synes faktisk, at det er utrolig vigtigt. Jeg er tilflytter, og det er min kæreste også. Dét netværk, vi har fået gennem det her, det er ret godt - fordi vi kan møde folk, som vi normalt ikke møder, siger Jógvan Pauli Lydersen, der er medlem af klubben.

4:29
InWestjyllands kampagnevideo til Fantastiske Fællesskaber 2019.

Penge til flere arrangementer

Præmien for at have vundet Fantastiske Fællesskaber er 100.000 kroner. De penge vil 'InWestjylland' bruge på at lave flere arrangementer og få fat på flere medlemmer.

- Så forhåbentlig, når vi har kørt det her et stykke tid, der er da i hvert fald penge nu til at drive det et stykke tid, så håber vi, at der måske er nogle private aktører, der vil hjælpe med at holde det i gang, siger Emma Kaasgaard.

'Fantastiske Fællesskaber' er et samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden. Pengepræmien på 100.000 kroner er doneret af Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden.

Se video af alle nominerede fællesskaber på tvmidtvest.dk/ff