Imam fra Skive genstand for yderligere politi-efterforskning
Juristerne hos statsadvokaten sender imamsag retur til politiet
Midt- og Vestjyllands Politi skal i gang med yderligere efterforskning i sagen mod Skives imam, Mohamad Jammal, der er sigtet efter den specielle racismeparagraf i straffeloven.
Det står klart efter juristerne hos Statsadvokaten i Viborg har sendt sagen retur til politiet.
- Vi har bedt om at få sagen yderligere belyst uden at jeg kan komme ind på nærmere detaljer, fortæller Susanne Højbjerg fra statsadvokaturen.
Hvor lang tid der yderligere vil gå, tør Susanne Højbjerg ikke spå om.
Hvis der skal rejses en tiltale mod imamen, skal spørgsmålet i sidste ende forelægges rigsadvokaten, der er øverste myndighed i sager om overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
Sagen startede sidste sommer, hvor Skives imam blev politianmeldt af organisationen anmeldhad.dk. Herfra mente man, at imamen havde talt nedsættende om homoseksuelle i bl.a. Skive Folkeblad og Jyllands Posten.
I Jyllands Posten sammenlignede imamen homoseksualitet med pædofili: "For os er det ligesom pædofili. Jeg får kvalme, når jeg hører om homoseksualitet", skulle Mohammed Jammal havde sagt til avisen.
Udtalelserne faldt i kølvandet på massakren i en natklub i Florida i USA , og politiet valgte på den baggrund at rejse en sigtelse mod imamen.
I forhold til sine udtalelser i Skive Folkeblad, har Mohamad Jammal tidligere meddelt avisen, at han trækker sine udtalelser tilbage.