Ikast-Brande støtter Anne Paulin til Folketingsvalget

Socialdemokraterne i både Skive- og Ikast-Brande-kredsen støtter Anne Paulin ved Folketingsvalget.

Anne Paulin
Foto: TV MIDTVEST

Anne Paulins chancer for at blive valgt til Folketinget er nu blevet kraftigt forøget, efter Socialdemokraterne i Ikast-Brande på kredsgeneralforsamlingen i går aftes valgte at støtte hende som kandidat til Folketinget.

Den 28-årige politiker er opstillet i Skive, og det betyder altså, at hun nu har opbakning fra to kredse.

- Når man brænder for politik og lægger en stor indsats i det, er det rigtigt rart at vide, at der nu også er en chance for at blive valgt, siger Anne Paulin til TV MIDTVEST.

Stemmesluger i 2015

Ved det seneste folketingsvalg i 2015 stillede Anne Paulin også op til valget i Skive-kredsen og fik et godt personligt valg. Hun fik flere personlige stemmer end Karin Gaardsted, men blev alligevel ikke valgt ind, fordi kredsene er for små til at give valg til Folketinget.

- Det er fedt at kunne sige til de folk, der arbejder for at jeg kan blive valgt, at der nu er en reel mulighed for rent faktisk at komme ind, siger Anne Paulin om opbakningen fra Ikast-Brande.

De seneste knap tre måneder har Anne Paulin vikarieret i Folketinget for Thomas Jensen, der har haft barselsorlov.

Frank Heidemann går efter borgmesterpost

Ved de seneste to folketingsvalg har Socialdemokraterne i Ikast-Brande haft opstillet Frank Heidemann. Han har nu valgt at trække sig som kandidat og satser i stedet på borgmesterposten i Ikast-Brande.

- Jeg føler, at jeg har udtjent min værnepligt. Ved det første valg gik vi væsentligt frem, men når jeg alligevel ikke har en chance for at blive valgt ind, kan jeg ligeså godt sige stop og bruge alle kræfterne på at gå efter borgmesterposten, siger Frank Heidemann.

I øjeblikket er Frank Heidemann formand i Sundheds- og Omsorgs-udvalget i Ikast-Brande Kommune.