Hver tredie dansker dumper minister-Esben

Vælgerne vurderer, at Esben Lunde Larsen leverer en ringe, ujævn og uacceptabel præstation på sin ministerpost, skriver Avisen.dk

Esben Lunde Larsen
Foto: Scanpix / Ida Guldbæk Arentsen

Danskerne er ikke vilde med Miljø- og fødevareministeren. Vælgerne vurderer, at Esben Lunde Larsen leverer en ringe, ujævn og uacceptabel præstation på sin ministerpost, skriver Avisen.dk
    
Hver tredje dansker dumper direkte Esben Lunde Larsen i en ministermåling gennemført af Analyse Danmark for Avisen.dk og Ugebrevet A4 i slutningen af maj måned. 23 procent af vælgerne giver ham -3 og 10 procent 00, og dermed en dumpekarakter.
    
Dertil kommer, at 12 procent af vælgerne kun giver ham 02 for den minimalt acceptable præstation og dermed også er tæt på at sende ham under dumpegrænsen.
    
Kun hver tyvende dansker mener, at miljø- og fødevareministeren fortjener topkaraktererne 10 og 12 for sit politiske arbejde, skriver Avisen.dk.
    
Blandt blå bloks vælgere scorer han samlet set kun 3,5. Meget bedre bliver det ikke blandt Venstres egne vælgere, hvor han kun får sølle 3,9 i årskarakter og dermed klarer sig langt dårligere end sine ministerkolleger fra Venstre.
    
Samtidig er det andet år i træk, at han må lide den tort at være den mest upopulære minister blandt sine egne Venstre-vælgere.
    
Venstres fungerende politiske ordfører Louise Schack Elholm mener ikke, at der er grund til at få en sommerdepression på grund af de dårlige karakterer.
    
- Det eneste resultat, der gælder, er valgresultatet, så vi tager det ikke så tungt, siger hun til Avisen.dk.