Honningdirektør i DI's bestyrelse: - Jeg vil være landsdelens stemme

Honningdirektør Helle Reinevald fra Aulum er valgt ind i Dansk Industris bestyrelse. Nu vil hun tale de midt- og vestjyske virksomheders sag.

Helle Reinevald, direktør i Jakobsens, er valgt ind i Dansk Industris bestyrelse.
Helle Reinevald, direktør i Jakobsens, er valgt ind i Dansk Industris bestyrelse.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Et af de nyeste medlemmer i Dansk Industris hovedbestyrelse er honningdirektøren Helle Reinevald. 

Hun er direktør hos honningproducenten Jakobsens i Aulum, og nu repræsenterer hun også Midt- og Vestjylland i Dansk Industris hovedbestyrelse.

- Jeg håber, at jeg kan tale med den stemme for de virksomheder, der er her i Midtjylland og gøre opmærksom på nogle af de ting, vi kæmper med til daglig, siger Helle Reinevald.

Den midt- og vestjyske stemme

Direktøren fra Jakobsens håber, at hun med en plads i hovedbestyrelsen kan repræsentere både landsdelen og de små og mellemstore virksomheder.

Hun tror, at hendes egne erfaringer i en mellemstor virksomhed er vigtige at have i en bestyrelse, hvor hun sidder blandt direktører for multinationale koncerner.

- Det er måske ikke altid, at de lige selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige, når der kommer nogle nye ting og nogle nye administrative byrder. Så der tror jeg, at jeg har en anden fornemmelse af, hvad det betyder som helhed for virksomheden, siger hun.

- Jeg vil kæmpe for, at de midt- og vestjyske virksomheder, og det vi står for, bliver hørt ovre i Dansk Industri, siger Helle Reinevald. 
- Jeg vil kæmpe for, at de midt- og vestjyske virksomheder, og det vi står for, bliver hørt ovre i Dansk Industri, siger Helle Reinevald. 
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Hun fortæller, at hun gerne vil være tilgængelig for landsdelens virksomheder, så de kan komme til hende med emner, hun skal tage videre til Dansk Industris hovedbestyrelse.

Et lang sejt træk

Hovedbestyrelsen i Dansk Industri består af op til 50 centrale ledere fra dansk erhvervsliv.

Så når Helle Reinevald sætter sig til møde blandt de øvrige medlemmer i hovedbestyrelsen, er hun kun en stemme blandt mange. Derfor tror hun, at det bliver et langt sejt træk.

- Jeg vil kæmpe for, at de midt- og vestjyske virksomheder, og det vi står for, bliver hørt ovre i Dansk Industri, siger Helle Reinevald. 

Honningdirektørens motivation for at gå ind i Dansk Industris hovedbestyrelse er at repræsentere landsdelen, og hvis hun skal tale landsdelens sag, skal der mere arbejde til end bare på bestyrelsesmøderne.

- Jeg forestiller mig, at der er nogle mennesker, jeg skal forsøge at snakke med mellem møderne, så det vil jeg kæmpe for og gøre mit for, siger hun.

Endnu en mand fra landsdelen blev valgt ind i Dansk Industris hovedbestyrelse. Det er Poul Hansen, der er økonomidirektør i Siemens Gamesa Renewable Energy A/S i Brande.