Højreback skifter FCM ud med TTH

Højrebacken Pauline Bøgelund skifter fra FC Midtjylland til Team Tvis Holstebro.

Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro. Arkivfoto
Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro. Arkivfoto

FC Midtjylland må i denne omgang tage afsked med højrebacken Pauline Bøgelund. Hun har i stedet valgt at underskrive en to-årig aftale med Team Tvis Holstebro. Det skriver Herning Folkeblad.

 Til sommer udløber kontrakten hos de danske mestre.

- FCM er en megafed klub, som jeg gerne vil tilbage til en dag. Jeg er virkelig glad for at være her, men efter fire år skal der ske noget nyt, forklarer Pauline Bøgelund til Herning Folkeblad.

Hun er oprindelig fra Tommerup på Fyn, men i 2012 skiftede hun til FCM.

- I FCM var der også i næste sæson udsigt til spilletid, men jeg vil gerne udfordre og udvikle mig endnu mere - den mulighed får jeg i Holstebro, siger Pauline Bøgelund til dagbladet.