HK efter overfald: Vi håber ikke, det er arbejdsrelateret

Det er stadig uklart, hvilket motiv der lå bag et overfald tirsdag morgen på en kvinde ansat hos SKAT.

Kvinden, der blev overfaldet, arbejder hos SKAT i Aarhus.
Kvinden, der blev overfaldet, arbejder hos SKAT i Aarhus.
Foto: TV2 Østjylland

Nervøse skattemedarbejdere frygter, at deres job bringer dem i fare for at blive overfaldet.

Det mener fagforeningen HK, som håber, at politiet snart finder frem til motivet for overfaldet, der endte med at give kvinden et brud i ansigtet og et brækket ribben.

- Vi vil gerne have en hurtig afklaring på, om det er her er arbejdsrelateret eller rent privat, for det her medfører klart en uro og nervøsitet blandt vores medlemmer i SKAT, siger formanden for Formand, HK Stat i Østjylland, Bent Klim Johansen.

En kvindelig skattemedarbejder blev tirsdag morgen angrebet uden for sit hjem på vej til arbejde.

Spørgsmålene står i kø både hos politiet og hos de ansatte i skattevæsenet.

- Er det enkeltstående tilfælde? Skal man være bange for, at det kan ske igen? Er det mig, det kommer til at gå ud over i morgen, eller er faren drevet over? Det er nogle af de spørgsmål, vores ansatte stiller sig selv, siger Bent Klim Johansen.

Hos politiet er meldingen, at der er sat fuld knald på efterforskningen.

- Siden i går er der sat rigtig mange efterforskningsskridt i gang. Og vi må se, hvilke resultater vi får ud af dem. Vi får en masse ting ind hele tiden, og det skal vi så analysere på, siger Politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Hans Roost.