Her er danskernes helt store klima-misforståelse

Danmark betragter sig selv som en nation, der er bannerførere på det grønne område. Men faktisk er vi et af de folkeslag i verden, der udleder mest CO2 per indbygger.

CO2 Familien skal afprøve hvad en klimabevidst livsstil egentlig indebærer.
CO2 Familien skal afprøve hvad en klimabevidst livsstil egentlig indebærer.
Foto: TV MIDTVEST

Skiftende danske regeringer har brystet sig af at Danmark er et af de mest ambitiøse lande, når det gælder grøn omstilling og klimabevidsthed.

Men den profil kan vi danske forbrugere ikke dække os ind under, ifølge Danmarks Grønne Tænketank, Concito.

- Givetvis har vi nået meget på energiområdet, men når vi tager den enkelte danske forbruger, så ligger vi altså rigtig rigtig højt i udledning af CO2, siger projektleder i Concito, Mikael Bellers Madsen, til TV MIDTVEST.

Derved er vi et af de lande, der bidrager mest til klimaforandringerne.

På grafen fra tænketanken nederst på siden kan man se, at danskerne kun overgås af lande som Australien, Luxemborg, USA, Canada, Irland og Finland i at udlede mest CO2, per forbruger.

Som det ses her, er Danmark ikke duks, når det kommer til CO2-forbruget. 
Som det ses her, er Danmark ikke duks, når det kommer til CO2-forbruget. 

-Man plejer at sige, at hver dansker udleder cirka 19 ton CO2 og der ligger man eksempelvis i Indien på 7. Så Danmark udleder virkelig meget per indbygger, forklarer Mikael Bellers Madsen. 

En af årsagerne er, at danskerne har et meget højt privat forbrug. Vi er for eksempel en af de nationer, der køber mest nyt tøj per indbygger. Vi spiser også rigtig meget kød, vi kører meget i bil og så rejser vi meget.

Netop derfor vil det batte noget for klimaet, hvis den enkelte dansker vælger at leve mere klimabevidst. Også set i det perspektiv, at lande som Kina og USA samlet set udleder flest ton CO2 på verdensplan.

-Jamen, det kan det jo, fordi at alle indsatser hjælper. Man kan sige, at hvis du tager den enkelte danskers udledning og siger, hvad betyder det globalt set. Nej, så betyder det ikke så meget. Men du kan gøre noget som den enkelte dansker og nedsætte din egen udledning mærkbart. Det er der ingen tvivl om, understreger Mikael Bellers Madsen.

I sin udregning af CO2-forbruget har Concito valgt at lægge CO2-udledningen fra produktionen af alle de varer, vi importerer til Danmark, oveni regnestykket. Derved adskiller regnestykket sig fra den officielle danske statistik, som siger, at hver enkelt dansker udleder cirka 8 ton årligt.

Den officielle danske statistik medtager kun CO2-udledningen fra den indenlandske produktion samt udledningen fra den del af de offentlige varer og tjenesteydelser, der produceres i Danmark.