Hævn: Fartsynder kørte fotofælde over

En 57-årig mand vendte tilbage for at tage hævn over det trefodskamera, der fangede ham i en fotofælde. Han torpederede kameraet og kan ud over bøden risikere erstatningskrav på 250.000 kroner. (ARKIVFOTO)

fotovogn_0.jpg

En fotovognsbetjent hørte et stort brag uden for bilen, da han sad og passede en fotovogn torsdag aften.

Da han går ud af bilen, ser han en mørk varevogn køre væk fra stedet.

Derefter opdagede betjenten, at den trefod, som fotofældekameraet stod på, var blevet smadret.

Betjenten fandt et stykke glas fra en forlygte ved kameraet.

Fartsynder vendte om

Her efter går betjenten ind for at kigge billederne igennem, og det viser sig, at to minutter forinden braget, har fotofælden snuppet en fartsynder - i en mørk varevogn.

Politiet har nummerpladen på bilen og opsøger bilens ejer.

De finder, at bilen har en del skrammer, og at det stykke glas fra forlygten, der var fundet ved kameraet, passer som et stykke puslespil ind på bilens ene forlygte.

- Det er vores teori, at han er kørt tilbage for at ødelægge kameraet, siger vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz fra Skive Politi til tvmidtvest.dk.

250.000 kroners erstatning

Ejeren af bilen er en 57-årig mand fra Skive. Han kan nu først og fremmest se frem til at få en fartbøde.

Dernæst er han nu sigtet for groft hærværk, hvor der venter ham en bøde, såfremt han bliver dømt.

- Trefoden står fire meter fra kørebanen, så det er ikke noget, man bare lige kommer til at gøre, siger Morten Bujakewitz.

Endnu en post på den regning, og nok den mest ærgerlige, er det eventuelle erstatningskrav for kameraet, der må komme, hvis det er ødelagt.

Et nyt trefodskamera koster nemlig 250.000 kroner, hvis det er totalt ødelagt, fortæller Morten Bujakewitz.

Kameraet er i øjeblikket til reparation og undersøgelse i København.