Gorm var både vild og mild

Selvom både politiet og beredskabsstyrelsen ikke havde ret meget at lave, så skabte Gorm på flere måder travlhed i det midt- og vestjyske.

Selvom Gorm ikke forårsagede skader på personer, så var der flere materielle skader - her er det en lade, der er styrtet sammen i Mammen ved Bjerringbro.
Selvom Gorm ikke forårsagede skader på personer, så var der flere materielle skader - her er det en lade, der er styrtet sammen i Mammen ved Bjerringbro.
Foto: Nadja Jørgensen

Midt- og Vestjylland havde en relativt kort affære med stormen Gorm, der som lovet var både hurtigt og heftigt overstået.

Selvom ingen personer kom til skade, så er der flere meldinger om afrevne tage og flyvende mursten. Værst gik det ud over et stillads i Silkeborg, et tag i Skive og en boligblok i Ulfborg. 

Alle tre steder betød problemerne, at flere veje helt måtte lukkes. Værst ser det ud med det løse tag i Skive, hvor Holstebrovej - som er en af byens store indfaldsveje - også vil være spærret til mandagens morgentrafik.

- Så som det ser ud nu skal bilisterne tage alternative ruter, oplyser Gert Høeg, som er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Rolig aften - politimæssigt

Han kan se tilbage på en aften, der blev rolig rent politimæssigt. Heldigvis kom stormen en søndag aften, hvor de fleste alligevel var hjemme, og der var ikke mange biler på vejene, da uvejret brød løs. 

- Vi har slet ikke haft nogle store ulykker. De eneste tre steder, vi har foretaget os noget, har været i Skive, Silkeborg og Ulfborg - og så selvfølgelig til den aflyste fodboldkamp i Herning, fortæller Gert Høeg med henvisning til topbraget mellem FC Midtjylland og FC København, som blev aflyst blot en time før planlagt kampstart. 

Men vagtchefen er alligevel ikke meget for at kalde det en decideret rolig aften. 

- Det er jo svært at vide, hvor meget de kommunale beredskaber har haft at se til - mange skader bliver jo også først opdaget dagen derpå, uddyber han. 

69 på søndagsarbejde

Hos Beredskabsstyrelsen Midtjylland har de heller ikke fået megen vind i håret. Faktisk havde beredskabet ikke en eneste assitance i løbet af aftenen.

- Som jeg ser det, så var det en meget kortvarig storm – for hvis vi ser tilbage på nogle af de andre år, så har det givet mange flere skader, fordi blæsevejret ikke bare var overstået på et kvarter, fortæller første vagthavende hos beredskabsstyrelsen Søren Larsen.

Han havde samtlige 63 værnepligtige på arbejde - og dertil seks befalingsmænd. Men de har ikke fået meget at lave - endnu. 

- Vi holder selvfølgelig øje med, hvad der sker med vandet i morgen. Der er alle mand også på arbejde, siger Søren Larsen.