Glad virksomhedsejer efter milliardsalg

KK Wind Solutions i Ikast er blevet solgt til investeringsfonden Solix.

Tommy Gundelund Jespersen
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Den hidtidige ejer af KK Wind Solutions Tommy Gundelund Jespersen er i dag en glad mand, efter han har solgt sin virksomhed til investeringsfonden Solix.
- I går var jeg medejer af virksomheden, og i dag er jeg lønmodtager – det er nogen år siden, jeg har været det. Det er lidt underligt, men samtidig glædeligt, og vi har vilde vækstplaner, fortæller Tommy Gundelund Jespersen.

Ikke til slag
Det var egentlig ikke meningen, at KK Wind Solutions skulle sælges, men de har fået en del henvendelser og besluttede derfor at undersøge muligheden for et salg. Allerede for 35 år siden investerede pensionsselskabet PKA i Ikast-virksomheden og betalte fem millioner kroner for 65 procent af virksomheden.
- Vi har opnået et fremragende afkast, og der er ingen tvivl om, at KK er en skarp kandidat til at optræde på PKA's toptre for bedste investeringer gennem tiden. Vi har fået vores investering hjem mere end 100 gange, så investeringen har været rigtig god for PKA's medlemmer, siger investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen i en pressemeddelelse. 

Tommy Gundelund Jespersen fortæller, at han tidligere i dag mødtes med medarbejderne og præsenterede virksomhedens planer for fremtiden.
- Vi har lige sluttet vores år, og vi har en omsætning på 1,5 milliarder kroner – om fire år skulle vi gerne have fordoblet omsætningen, siger Tommy Gundelund Jespersen.

Han fortsætter med at arbejde i KK Wind Solutions.