Forundersøgelse af midtjysk motorvej går i gang

De første undersøgelser i forbindelse med en ny midtjysk motorvej omkring Viborg går snart i gang.

Motorvej
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Vejdirektoratet begynder inden længe at undersøge muligheden for at anlægge en ny midtjysk motorvej på strækningen Hobro-Viborg-Rute13-Give. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen vil konkret gå ud på at kortlægge mulige linjeføringer af motorvejen, som skal give et samlet overblik over de effekter og gener, som en ny motorvej vil have på trafikken og omgivelserne.

- Vi skal naturligvis se på de trafikale effekter af at anlægge en motorvej i det midtjyske område. Men vi skal også kigge på natur- og miljøforholdene og de lokale by- og erhvervsforhold samt den effekt på økonomien, som en motorvej vil have, siger seniorprojektleder Niels Fejer Christiansen.

Mulig sammenkobling

Forundersøgelsen vil se nærmere på, om det vil være muligt at koble en midtjysk motorvej på det eksisterende motorvejsnet. Derudover vil den også foretage en vurdering, hvorvidt en ny motorvej vil påvirke E45 Østjyske Motorvej.

Forundersøgelsen skal danne grundlag for en politisk stillingtagen til spørgsmålet om at gå videre med en nærmere undersøgelse af motorvejsprojektet.  

Arbejdet med forundersøgelsen løber frem til midten af 2019. Undersøgelsen laves i samarbejde med de berørte kommuner samt Region Midtjylland og Region Nordjylland.