Retssag mod Viborgs dækkonge: Forsvarere sender nødråb

Erhvervsmanden Bent A. Nielsen, der grundlagde førende dækvirksomhed, kæmper i retten mod anklager om svig og bedrageri for en halv milliard kroner.

Bent A. Nielsen er tiltalt for bedrageri for 420 millioner kroner.
Bent A. Nielsen er tiltalt for bedrageri for 420 millioner kroner.
Foto: Preben Madsen / Ritzau Scanpix

Mens erhvervsmanden Bent A. Nielsen kæmper for at gendrive anklager om svindel for en halv milliard, kom der tirsdag en usædvanlig opfordring fra hans og den medtiltalte revisors forsvarsadvokater.

De to advokater, Jakob Lund Poulsen og Erik Werlauff, begyndte retsmødet, der egentlig var afsat til afhøring af Bent A. Nielsen, med at klage deres nød til dommeren og de to domsmænd ved Retten i Viborg.

- Jeg føler, vi er trukket ned i en sump, lød det fra Erik Werlauff.

- Hver gang vi siger noget, kommer der modnotater fra anklagemyndigheden. Hver gang det sker, føler vi en pligt til at tilbagevise påstandene. Det har vi kunnet, men det er ufatteligt ressourcekrævende.

De to advokater anbefalede retten at antage en revisor til at udarbejde en uafhængig skønsrapport i sagen.

Desuden argumenterede de for, at de selv skal have sagkyndig hjælp, så de kan stå bedre rustet over for "haglbyger af oplysninger fra specialister i Bagmandspolitiet".

Specialister, der - set med forsvarsadvokaternes øjne - for fleres vedkommende er inhabile, fordi de tidligere har arbejdet for henholdsvis en bank og et revisionsfirma, der er involveret i sagen.

Dommer Torben Bybjerg Nielsen og de to domsmænd afviste efter en tænkepause kravene. Der er ikke grundlag for at hyre en ekstern revisor, og påstanden om inhabilitet hos specialister hos Bagmandspolitiet blev heller ikke taget til følge.

Retten imødekom dog forsvarene på ét punkt og gav lov til, at forsvaret kan bruge "foreløbig" op til 50.000 kroner på at indhente sagkyndig bistand.

Sagens hovedperson, 75-årige Bent A. Nielsen, iagttog fra sidelinjen de juridiske spilfægterier.

Før sagen begyndte i november sidste år, tog han det usædvanlige skridt at udgive et 20 sider langt forsvarsskrift i form af en husstandsomdelt avis. Her bedyrer han, at anklagen om svig og bedrageri intet har på sig.

- Det har været et af mine grundprincipper gennem hele min lange erhvervskarriere at kende forskel på dit og mit. Og ingen har i mine 75 år kunne finde en plet at sætte på mit navn, skrev Bent A. Nielsen.

Der ventes dom i sagen til marts.

/ritzau/